God lyd er vigtig for mig. Jeg kan til nød bruge flad-tv’ets højttalere, når der skal ses nyheder, men gælder det film eller musik, skal lyden ikke ødelægges af fladskærmens notorisk dårlige lyd.
Jeg har efterhånden et, efter min mening, godt lyd-setup bestående af gulv-højttalere, forforstærker, effektforstærker, subwoofer og hele pivtøjet, så der kan fyres godt op under lyden, men enhver god gadgetelsker ved, at jagten på gadgets aldrig er slut. Selvom jeg bruger iTunes, har jeg stadig en god cd-park intakt, da der nu engang er stor forskel på kvaliteten. Prøv bare at lytte til samme musiknummer på dit anlæg fra en cd og fra iTunes eller en MP3-fil. De fleste vil tydeligt høre en stor forskel og gang på gang, møder jeg folk, der bliver overraskede over, hvor meget mere fylde og klang, cd’en har.
Selv-om cd’en er god, har jeg på det seneste gået i LP-tanker i jagten på endnu bedre lyd. Jeg elsker det nostalgiske aspekt, men har konkluderet, at jeg nok er for praktisk eller magelig til at blive 100 % vinyl-elsker, og derfor kastede jeg mig over Super Audio cd’en, som mange måske tror er gået i glemmebogen. Det er den ikke, og efter jeg har haft en SACD-afspiller til låns nogle uger, er jeg ved at blive hooked på denne nye gadget. Men endnu står et ubesvaret spørgsmål hen - er SACD (og LP for den sags skyld) bedre? Eller er der bare kælet endnu mere for indspilningerne? Flere forsøg har nemlig vist, at folk ikke har kunnet høre forskel, hvis du lytter til den samme masterede indspilning på cd og SACD...
Hvad er dit yndlingsmedie til musik?